Ulla  

Da jeg mødte Leo i julen 1991, var travsporten og det landlige liv absolut ikke noget der tiltalte mig, og hvad heste angik, var jeg decideret bange for dem. Nej, jeg var et ægte bymenneske, der fordrev fritiden sammen med venner, rejste meget, tegnede, malede, designede og syede.

Jeg har dog altid haft en stor forkærlighed for dyr, og vallakken Sir Tissot blev den første hest, som vandt min tillid. Sir var primært anskaffet som selskabshest for den noget nervøse Skalflex, men hurtigt blev han også prøveklud for mig, da han var  utrolig rar og omgængelig. Inden længe fodrede og striglede jeg ham, ja, jeg trak sågar med ham. Jeg husker en episode, som virkelig var en fjer i hatten for en nybegynder. Leo skulle trække Sir op i hestetraileren – men nej, om han ville. Leo's tålmodighed var ved at være opbrugt, han smed rebet over til mig og sagde: prøv du. Jeg tog rebet og omgående fulgte Sir mig op i traileren – hvilken sejr !

Jeg var til mit livs første travløb, da Skalflex vandt I. C. Tvedes Memorial på Lunden i 1992. Skalflex's efterfølgende præstationer i 3 års og begyndelsen af 4 års sæsonen, bar som bekendt præg af en noget tvivlsom karakter og mit engagement måtte siges at være proportional hermed. Pludselig vendte billedet med sejren i Grand Circle 4 års Championat og kronen på værket var selvfølgelig sejren i Dansk Trav Derby 1994 – at tage til trav var måske slet ikke så tosset endda ! 

Siden er jeg endt på landet med mand, kat og travheste, en kolossal omvæltning fra mit tidligere så frie og uforpligtende byliv. Det der primært optager og fascinerer mig, er omgangen med føllene. Hvert lille væsen med hvert sit sind og temperament. Nogle er forsigtige, nogle nysgerrige, andre er til gengæld fandenivoldske. Hvert føl er en ny udfordring, ingen er ens. Nogle kræver et enormt tålmodighedsarbejde, for at gøre dem trygge og tillidsfulde, mens andre nærmest hænger på nakken af mig allerede efter et par dage. Men jeg tror, det lønner sig i den sidste ende at bruge den fornødne tid på hvert enkelt føl, både for egen vindings skyld men også for hestens. Jeg tror ikke, at omvæltningen til det voksne liv bliver nær så brat og ubehagelig, som hvis hesten ikke tidligere har været i hænder. Bagsiden af medaljen er til gengæld, at jeg selv knytter mig meget til hver hest, og derfor har svært ved at slippe den igen. Dette kan til tider give kontroverser i familien. På nuværende tidspunkt overlader jeg selve træningsarbejdet til Leo, men hvem ved – for år tilbage ville jeg have sagt: landet, heste og travsport – never. Så, måske sidder jeg en dag i fremtiden, som en anden Helen A. Johansson bag en ny Ina Scott og vinder Prix d`Amerique ?

Skalflex - portræt malet af Ulla

Ina Scott / Helen A. Johansson