TRAVBASSER.dk

Forside Hvem er vi Ejendommen Faciliteter Fodring Travbasser Diverse Køb&Salg Nyheder Links

  

Træningsrapport. 

Når vores travbasser efter nogle måneder har fået grundtræning enten i sand eller for vogn er det tid til at opøve teknikken og forbedre deres kondition og hurtighed, hvilket vi opnår gennem intervalarbejder. Hermed forebygger du også at mælkesyren ophober sig og skader hesten. Hver enkelt arbejde bliver tilpasset det enkelte individ og en forudbestemt træningsmængde kan ændres under arbejdet, afhængig af hvordan jeg føler hesten er på dagen. Al træning foregår med puls- og fartmåler hvilket giver en aktuel status: hvis hesten har pådraget sig en infektion opdager du dette med det samme og kan springe arbejdet over for at køre direkte hjem i stald igen. Efter endt træning bliver data overført til computer så vi senere kan hente dem frem efter behov. 

April 2006:

Lapis:  Grundet frosthårde træningsbaner fik Lapis 6 ugers ferie fra januar måned hvor han gik i frigang sammen med Life Style. Medio februar påbegyndte vi igen vintertræningen hvor han fik en masse grundtræning mens vi den sidste måned nu udelukkende er gået over til intervaltræning. Vintertræningen er forløbet planmæssigt og Lapis har udviklet sig meget vinteren igennem og har fået mere masse hvilket også har gjort at han styrer sine bevægelser langt bedre end sidste år. Vil indenfor kort tid få nogle arbejder på Billund Trav da han blot har set en travbane 3 gange tidligere. Lapis måler nu ca. 162 cm over manken. Vi forventer fortsat at Lapis er i løb til efteråret.

Life Style: Grundet frosthårde træningsbaner fik Life Style 6 ugers ferie fra januar måned hvor hun gik i frigang sammen med Lapis. Medio februar påbegyndte vi igen vintertræningen hvor hun fik en masse grundtræning mens vi den sidste måned nu udelukkende er gået over til intervaltræning. Vintertræningen er forløbet planmæssigt og Life Style har udviklet sig meget vinteren igennem og har fået endnu mere masse hvilket også har gjort at hun styrer sine bevægelser langt bedre end sidste år. Vil indenfor kort tid få nogle arbejder på Billund Trav da hun blot har set en travbane 3 gange tidligere. Life Style måler nu ca. 162 cm over manken. Vi forventer fortsat at Life Style er i løb til efteråret.

Muffin: Er blevet kastreret og går i frigang sammen med Ny Skalflex. Tidligere kunne legen mellem de 2 hingstbasser gå lidt voldsomt til men efter at Muffin er kastreret er der faldet langt mere ro over dem og dermed mindsker vi også risikoen for skader. Muffin har fået sin livsglæde tilbage og har netop påbegyndt lidt sandbanetræning inden vi starter med at køre ham til (igen). Vi forventer ikke at Muffin kommer til at gå præmie- og prøveløb i år da vi faktisk starter helt forfra med ham.

 

Januar 2006:

Lapis:  Er godkendt i præmieløb i tiden 32,4 med 40-60 mtr. galop. Har taget løbet fint og vil de næste måneder, alt afhængig af vejret og vores træningsmuligheder, fortsætte grundtræningen.   

Life Style: Er godkendt i præmieløb i tiden 30,2. Har taget løbet fint og vil de næste måneder, alt afhængig af vejret og vores træningsmuligheder, fortsætte grundtræningen. 

Muffin: Går nu i frigang døgnet rundt sammen med Ny Skalflex og er igen ved at være fit-for-fight oven på sin virusinfektion. 

 

November 2005:

Lapis:  Har haft et par måneder trænings fri da en kode varmede blot ved let arbejde, hvilket dog ikke har generet ham. For en sikkerheds skyld har vi fået koden røntgenfotograferet og her var alt også ok. Lapis træner nu igen på med grund- og intervaltræning og har sammenlagt været i vogn i 9 måneder. Hvis banerne ikke bliver frosthårde satser vi stadig på et præmieløb i december måned.  

Life Style: Er godkendt i præmieløb i tiden 30,2 og vil de nærmeste måneder fortsætte grund- og intervaltræningen med henblik på start i 2006. Sammenlagt har Life Style været trænet for vogn i ca. 10 måneder.

Muffin: Blev tilkørt hos Peter Rasmussen, Skive i august måned men da vi hentede ham hjem havde han fået en virusinfektion og stod med feber. Da han var feberfri i midten af september måned var han i vogn nogle gange, men da det ikke var den samme livsglade Muffin som vi tidligere har set har han fået fri et par måneder hvor han blot har gået i frigang med Hubert døgnet rundt.

 

August 2005:

Lapis & Life Style: Har siden foråret fået grundtræning mens vi de sidste par måneder er gået over til intervaltræning som de afvikler på en tilfredsstillende måde. Målet er fortsat at få dem klar til godkendelse i præmieløb/babyløb, hvor de eksempelvis i Skive, skal afvikle de 2100 mtr. i tiden 1.29 - 1.33 hvilket udløser en præmie på 2.500 kr.. Sammenlagt har de til dato kun fået omkring 8 måneders træning så vi har ingen intensioner om at få dem startet som 2 års da vi hellere vil bygge dem op til start næste år. Lapis og Life Style står kun meldt i Derbyet i 2007 så vi har ikke travlt med at få dem bragt til start.

 

Februar 2005:

Alle vores travbasser har holdt en ufrivillig vinterferie det meste af februar måned, da træningsforholdene ikke har været optimale. Frem for at træne dem på frosthård jord eller i snedriver har de som altid været på fold fra morgen til aften hvor de har fri adgang til wraphø og mulighed for at gå ind i frigangene. På længere sigt vil de heller ikke have skade af en lille ferie - tværtimod, de får jo dagligt en masse motion i foldene. 

 

Januar 2005:

Hubert Stensbæk: Da han stadig har lidt problemer med travet og han ikke helt har svaret for forskellige behandlinger vil han fremover gå og være selskabshest og legeonkel, hvor han skal opdrage på de frække hingstføl/-plagge. Det var også oprindeligt det vi købte ham for.

Inner Circle: Var efterhånden klar til prøveløb men fik så alt for høj puls under træningen uden dyrlægen kunne finde noget i luftvejene. Forskellige blodprøver blev taget og de viste hun havde fået borrelia som hun nu er behandlet for. Der vil blive taget nye blodprøver indenfor den næste måneds tid - først herefter tager vi stilling til hvornår hun igen kan påbegynde træningen. 

Lapis & Life Style: Skulle oprindeligt have været tilkørt i oktober måned men de fik sig en infektion da Gry Windswept kom hjem fra Sverige. Derfor har de stået stille nogle måneder hvor de kun har været på fold og vi har gået i liner med dem. I december virkede de til igen at være fit-for-fight, så den 16. december var dagen, hvor de blev sat i vogn for første gang. Alt forløb fint og siden har de konditionstrænet kontinuerligt.

 

September 2004:

Hubert Stensbæk: Efter ankomsten for et par måneder siden har han kun været for vogn to gange, hvor han slet ikke fungerede optimalt. Da han samtidig ikke viste nogen særlig gnist i folden har han fået total fri hvilket så sandelig har hjulpet på humøret og nu er han også begyndt at trave i folden. Han er i perioden også checket af kiropraktor og får med jævne mellemrum massage, da der stadig er lidt ømheder i kroppen og muskulaturen. Vil ultimo september igen påbegynde træningen såfremt han svarer godt for ovenstående behandlinger.

Inner Circle: Har været på banen et par gange hvor hun har gået 1.25 - 2100 mtr. ganske let. Hjemme går hun normalt et antal intervaller i sand efter ca. 1.40 på lige-ud-banen der er 800 mtr. lang for at få pulsen op i det anaerobe område. Enkelte gange får hun lov til at strække lidt ud og har uden problemer og med stramme liner i træningsvogn speedet et par hundrede meter bedre end 46 km/t hvilket svarer til kilometertiden 1.18. Da hun stadig ikke er helt rytmisk og perfekt i travet har hun den sidste måneds tid blot fået lidt grundtræning alt imens hun er blevet checket op. Dyrlægen har ikke kunnet fremprovokere nogle specielle reaktioner ved en bøjeprøve. Inner Circle har også fået akupunkturbehandling og senest været ved kiropraktor der har arbejdet med hendes ryg. Vi arbejder stadig frem mod at få hende helt smidig og kurant for så har vi stadigvæk muligheden for at være med blandt årgangens bedste hopper. At Inner Circle har stor kapacitet er vi overbeviste om og indeholder samtidig meget udvikling da hun er taget ganske forsigtigt.

Lapis & Life Style: Er så småt begyndt sandbanetræning hvor de løber frit ca. 3–5 km. nogle gange i ugen i intervaller af 700 mtr.. Vil blive tilkørt i løbet af oktober måned.

 

Juli 2004:

Inner Circle: Har fortsat intervaltræningen og forbedrer sig hele tiden. Elsker at træne og har en meget positiv indstilling til det - samtidig er hun meget fornuftig og gør hvad der bliver forlangt af hende. Er langt fremme både fart- og konditionsmæssigt og er så småt ved at være startklar. Jeg vil vurdere hun uden problemer kan klare tidskravet til godkendelse i prøveløb, selvom hun endnu ikke har været på bane og gå et hurtigarbejde. Vil i nær fremtid få nogle arbejder på banen for at snuse lidt til atmosfæren og vænne sig til forholdene. Vi har ikke planlagt nogle starter i år da hun selv bestemmer udviklingen, men uden uheld vil hun gå prøveløb i løbet af efteråret og så må vi tage stilling til start herefter. Vi har ingen hastværk, da hun er i fuld træning og det eneste hun er meldt i er Dansk Trav Derby for Hopper, som naturligt er det store mål for os (og mange andre) i 2005.

 

Maj 2004:

Inner Circle: Efter veloverståede problemer med ryggen og virusinfektion har Inner Circle nu gået intervaller i et par uger og får nu max. 7 stk. på lige-ud-banen. Hun har virket forbedret men er for en sikkerhedsskyld blevet checket igennem af dyrlægen, hvor der kun blev fundet en mindre reaktion som vi nu er opmærksom på og behandler med laser. Vil i starten af juni igen blive trænet for fuld styrke på lige-ud-banen og ellers gå i frigang med p.t. Life Style.

 

April 2004:

Inner Circle: Da jeg ikke har været helt tilfreds med Inner Circle under vintertræningen har vi haft en kiropraktor til at gennemgå hende og der blev fundet en forsnævring/forskubbet ryghvirvel, der nu er på plads. Allerede et par dage efter kunne jeg mærke en markant forbedring. Inner Circle har i den efterfølgende periode svømmetrænet en måneds tid for at udvikle rygmuskulaturen og samtidig styrke nogle andre muskelgrupper. Desværre pådrog hun sig også en virusinfektion som tog en måneds tid at komme over. Nu er Inner Circle så igen klar til at optage træningen og vil den kommende tid blive intervaltrænet for vogn på vores lige-ud-bane.

 

Januar 2004:

Inner Circle har fortsat grundtræningen 3-4 gange ugentligt à 12-15 km. skiftevis på sandbanen hvor hun løber frit og for træningsvogn. Vil få en masse grundtræning vinteren over inden vi går over til intervaltræning til foråret.

 

August 2003:

Gefion Skalflex har startet to gange: Den 11.07 i Århus: 4. plads over 1800 m volte i tiden 22,7. Præmie: 750 kr. Den 30.07 i Billund: galop over 1800 m auto.. Diskvalifikationen må tilskrives at hun gik med baggamacher, forsko og såler hvor hun normalt løber helt barbenet uden forsko evt. også uden bagsko. Den 10.08 er Gefion blevet checket igennem af dyrlæge Jonas Rasmusen, Ikast Dyrlægerne som ikke fandt nogle fejl - der har endnu ikke været behov for at ledbehandle Gefion Skalflex. Den 16.08 var jeg i Skive for en test inden evt. ny start. Alt forløb tilfredsstillende med normal balance (uden sko) og træningsarbejdet der foregik alene over 1600 m blev tilbagelagt efter 1,23.

Inner Circle har pga. vokseværk fået forlænget hendes ferie med nogle måneder her i sommer. Er nu igen så småt begyndt at træne langsomt 3-4 gange ugentligt à ca. 10 km. for at bygge hende op med henblik på start til næste efterår som 3-års. Inner Circle måler 161 cm. og er sent udviklet, men vi har tid til at vente på hende da hun tilsyneladende har gode evner og en god lungekapacitet

 

April 2003:

Gefion Skalflex blev godkendt i prøveløbet i oktober måned 2002 som 3-års. Efterfølgende har hun startet to gange, hvor hun begge gange har været spillet til favorit, men desværre galopperet fra start og tabt ca. 80 mtr.. Efter fejlen er hun blot blevet kørt stille og roligt for at give hende et lille arbejde. Christian Lindhardt, der har kørt hende har begge gange været meget godt tilfreds med Gefion og giver manglende rutine skylden for startgaloppen - hun har også blot været på bane ca. 10 gange. Gefion har kun trænet let de sidste par måneder i vinter mens vi nu igen er begyndt at forberede hende til start engang i maj måned. Inden hun starter skal hun et par gange på banen for at få lidt mere rutine og samtidig lære startvognen at kende.

Inner Circle har været trænet let i sandbanen i perioder fra foråret 2002 som plag dog med hensyntagen til vokseværk etc.. Inner Circle blev tilkørt sidste efterår og var for vogn nogle få gange inden hun fik vinterferie da hun voksede meget. Vinterferien hvor hun har haft helt fri i ca. 3 måneder har bekommet hende godt og vi er nu igen startet op med grundtræningen og sandbanetræningen, hvor hun igen virker fin.

Ichor kan fremover følges på Peter Rasmussen's hjemmeside (se adresse under "Links"). De seneste to rapporter får Ichor følgende ord med på vejen. Marts: "En rigtig racer at sidde bag! Bærer Coppefireld-præg".  April: "Træner i 1.40 tempo og er en fin hest".

 

September 2002:

Gefion Skalflex blev tilkørt som 1½ års og er bygget op via varieret træning i sand, langsomt arbejde og intervaller på vores lige-ud-bane. Det har hele tiden været planlagt at hun først skulle gå prøveløb/debutere efterår 2002 som 3-års. Gefion viste tidligt et stort talent og kunne uden problemer have startet som 2-års, men vi har valgt at give hende tid til at modnes, både fysisk som psykisk med henblik på at have en hest i mange år fremover. Gefion har altid fulgt træningen planmæssigt uden problemer.

Gefion har kun set en travbane (Skive Trav) 3 gange i alt, senest den 19. september. Hun har opført sig upåklageligt og har kunnet skridte, volte og gå i ryg. Har primært givet hende nogle rolige arbejder, men har en enkelt gang testet hende: jeg lettede lidt på linerne op gennem opløbet og hun speedede let 1,14 i fin stil. Gefion er tidsmæssigt klar til start, men hun vil have godt af at se banen og andre heste et par gange mere inden det bliver alvor.

Helikon Skalflex blev sommeren 2001 som 1½ års tilkørt hos professionel travtræner i Skive, men var så uheldig at blive sparket i folden, hvilket gav hende en ufrivillig pause. Efter pausen var hun tilsyneladende igen fit-for-fight, men efter en tids træning forår 2002 var jeg ikke helt tilfreds med hende, hvorfor vi har valgt at sætte hende i avlen til næste år som 3-års - hermed opnår vi også et hurtigere generationsskifte over Carmody Lobell. Da Helikon tilsyneladende er et stort talent: meget langskridtet, har stor styrke og vilje, vil vi muligvis forsøge at sætte hende op til løb senere.  

 

 

    Ulla & Leo Søndergård Larsen ,  Gl. Sundsvej 32 , 7451  Sunds, Danmark.  Tlf. 97 14 41 75.           lsl@travbasser.dk